onsdag den 27. juni 2012

Det gode brød holder sommerferie


                                               Chokoladebolle (min favorit), kanelsnegl og bolle med papaya og mango.

Det gode brød - Odenses fremragende bidynamiske bageri - holder sommerferie-lukket fra d. 1. juli til den 15. august. Så er man lige som jeg blevet dybt afhængig af deres brød og kager, kan man stadig nå at få fyldt lidt i fryseren i denne uge, inden deres ferie starter.

Til Alma køber jeg Det gode brøds Urbrød, et lækkert, saftigt rugbrød uden hårde kerner. Jeg har i denne uge skåret to brød i skiver og frosset dem ned, og planlægger at fryse mindst et mere ned. Urbrødet bages kun tirsdage og torsdage.

Jeg glæder mig helt ekstremt meget til at få en chokolade bolle den 15. august. Rigtig god sommerferie til Det gode brød. 

Køb økologisk - godt for dig, godt for naturen!

mandag den 25. juni 2012

Øko-jordbærtid


Sommertid er jordbærtid. Mit mål i år er at sørge for, at Alma får spist rigtig mange lækre økologiske jordbær - der findes ikke meget skønnere i denne verden end at se hende sætte en kæmpe portion af de smukke røde bær til livs, mens hun griner og smiler og siger "mmmmm". 



Vi køber vores økologiske jordbær på Grønttorvet i Odense (onsdage og lørdage). I Venevads bod kan man få to bakker for 50 kr, og i de to bakker er der til et par dages dessert, morgenmad (ovenpå havregryn med mælk), snack-pauser og til vuggestuens formiddags-frugt. Store smukke og velsmagende bær. 

Jordbær kan jo bruges til mange forskellige ting - salater, grød, kager og andet godt. Selv foretrækker jeg dem rå med eventuelt lidt fløde på eller i skiver ovenpå friskbagte scones (uden tørret frugt, rosiner eller chokolade) med flødeskum.

Velbekomme!

 

lørdag den 16. juni 2012

Ricotta-deller med aubergine, feta og mynte






Alma er helt vild med disse vegetardeller, som er gode både til aftensmad, med salat til, og som snack i madpakken. Man kan sagtens skifte aubergine ud med andre grønsager.


                                                   Lækker frisk mynte fra altanen. 

Ingredienser:

1 aubergine, i skiver
1/2 pakke ricotta
1 håndfuld frisk mynte, hakket
1 æg
1/2 dl rasp (gerne speltrasp)
40 g feta, smuldret
Peber 

Grill aubergine-skiverne i ca. 20 min ved 200 grader. Blend. Tilsæt ricotta og mynte. Blend. Hæld i en skål. Tilsæt ægget og pisk. Tilsæt de øvrige ingredienser. Steges sprøde i Olie og/eller smør. Serveres for eksempel med perlespelt-salat. 
OBS: Selvom blandingen kan virke meget våd, kan dellerne sagtens steges - man skal blot være forsigtig, når man vender dem.

Velbekomme!

Vis omtanke - køb økologisk!