mandag den 22. oktober 2012

Dag 3 og 4 med Aarstiderne - en blandet fornøjelse

Grundet en weekend med intens roller derby-træning er det først nu, at jeg har tid til at fortælle om dag 3 og 4 med Aarstidernes vegetarkasse. 



Dag 3 bød på endnu et måltid inspireret af det mexicanske køkken: Refried beans med ris, wraps og piri-piri-sauce. Lige mad efter mit hjerte. Opskriften var let at følge og retten smagte helt fantastisk. Virkelig et hit - som mor og far indtog foran fjernsynet, da den bette var på besøg hos farmor og farfar. Piri-piri-saucen, som fulgte med kassen, er jeg helt besat af nu. Den er fænomenal. Denne gang var der mad nok, men vi ville have sat pris på en ekstra pakke fuldkornswraps.


Dag 4 bød på hokkaido-suppe med kokos. I opskriften stod der, at det tog 15 minutter at lave. Det var ikke tilfældet i vores hjem. Specielt hokkaidoen tog lang tid at skære ud. Jeg havde dog afsat ekstra tid, så det gjorde ikke så meget. Suppen havde en fin konsistens og mættede skam, men fantastisk var den ikke. For en gangs skyld var der rester, men de blev ikke spist, desværre. 

Og hvad er så dommen, efter 4 dage med Aarstidernes vegetarkasse? Mor er godt tilfreds, far er lidt mere skeptisk...

Personligt synes jeg, at det har været rart ikke at skulle handle ind så ofte, som vi har været vant til. Men det er et problem, at der ikke er mad nok til, at farmand også kan blive mæt. Når Alma og jeg spiser uden manden i huset, vil der dog være mad nok, også til at hun kan få noget med i madpakken. Så hvad stiller man så op? Vi prøver kassen igen i uge 44 og ser, hvordan kvaliteten og kvantiteten er denne gang. Og så må vi så se, om vi skal fortsætte abonnementet. For mig har det overvejende været en positiv oplevelse, og jeg glæder mig allerede til at modtage den næste kasse.
 

2 kommentarer:

  1. Så! Nu har jeg også bestilt Vegatarkassen til uge 44 :-) Det bliver spændende.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg glæder mig også til at få kassen i morgen :D

      Slet