tirsdag den 3. april 2012

Hjemmelavet fødselsforberedelsesolie uden skadelige stoffer



Da jeg var gravid med Alma, slog jeg et smut ned i helsekosten for at købe Weledas fødselsforberedelsesolie. Jeg havde altid været skrækslagen for at gå i stykker under fødslen - især efter at have hørt uhyrlige historier fra andre mødre - om hvordan de var gået i stykker fra skede til endetarm og ikke kunne sidde ned i flere måneder. Puha... En af mine veninder havde smurt sit mellemkød med Weledas olie, da hun var gravid, og hun sprækkede slet ikke. Om det var pga. olien eller ej er jo ikke til at vide - men hvis den olie kunne afholde mig fra at skulle sprække, så var det jo et forsøg værd. 

I helsekosten havde de udsolgt af Weledas olie, men ekspedienten kiggede i et katalog og sagde, at olien stort set bestod af mandelolie og hvedekimolie, så jeg kunne jo eventuelt selv blande den. Som sagt, så gjort. Ned i kurven røg en flaske af hver olie. Derhjemme blandede jeg de to olier i en tom flaske, og så masserede jeg regelmæssigt mellemkødet (indvendigt og udvendigt), mens jeg bad universet om - please, please, please - at det skulle hjælpe.

Da jeg så endelig fødte Alma, blev jeg klippet og sprækkede kun en lille bitte smule. Igen ved jeg ikke, om det var olien eller held, men lidt massage kan jo ikke skade. Desuden smurte jeg næsten dagligt maven ind i mandelolie og tørrede hænderne af i håret. Jeg sov med olien i håret og vaskede det ud næste morgen, og det føltes dejligt blødt og sundt. Jeg bruger stadig mandelolie-hårkuren.

Det er rigtig lækkert at smøre sin store mave ind i mandelolie. Olien dufter behageligt, i modsætning til hvedekimolie, som lugter lettere harskt.
 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar