fredag den 9. marts 2012

Lakse- og broccolitærte - med masser af smør og fløde, tak!


Jeg elsker at bage tærte og tager det ret alvorligt - ikke noget med færdigblandinger fra Maizena, tak!
Jeg tror mange køber det, fordi de tror, at det er vildt besværligt selv at lave bunden. Og jo, det er selvfølgelig nemmere bare at tilsætte lidt vand til noget "ready-mix". Men smagen, og dermed nydelsen, oplevelsen, er slet ikke den samme. Herunder finder man en opskrift på en grov tærtedej, halvt hvede- og halvt rugmel (kun rugmel kan gøre at dejen har svært ved at hænge ordentligt sammen), som er meget simpel. Jeg har brugt en opskrift fra Le Cordon Bleu: Gourmetskolen - Quiches og tærter, og modificeret den en anelse, da jeg foretrækker en grovere bund, når det gælder andet end søde tærter. 


Ligesom d'herrer Brødrene Price, er jeg stor tilhænger af smør - såfremt det er økologisk. Og jeg snakker rigtigt smør... Ikke diverse, efter min mening, klamme blandingsprodukter uden smag. Jeg ved godt, at det meningen, at vi alle skal skælve af rædsel, hver gang vi ser en pakke smør, og så styrte hjem og overfalde en pakke riskiks. For mig er mad bare andet og mere end blot brændstof. Det skal være en fornøjelse at indtage føde - præcis af den grund har jeg for eksempel aldrig været i stand til at nøjes med spaghetti med ketchup til aftensmad. Det er meningen, at en tærte skal være cremet og fyldt med smag - og det er en slanke-version altså som regel ikke. Så gem riskiksene til morgendagen, og spis gladeligt denne lækre tærte, som jo altså også indeholder både laks og broccoli, og derfor ikke er er helt usund!

Inden man går i gang med tærtebunden, er det en god idé at forvarme ovnen, til 200 grader, og få gjort klar til at bage laksen. Desuden er det smart at sætte vand over til broccoli samtidigt.

Tærtebund

Jeg bruger denne opskrift til både søde og salte tærter (dog for det meste udelukkende med hvedemel til de søde). Til de søde tilsætter jeg lige en spsk sukker eller to - det kan dog udelades.Udover rigtigt smør, er hemmeligheden bag en god tærte forbagning - uden forbagning risikerer man at få en våd og sjasket bund.

Ingredienser

100 g hvedemel 
100 g rugmel
Et drys salt
100 g smør - ideelt set skal det være koldt og skæres i tern, men jeg kan sagtens lave en god tærtedej, hvis det har stået ude lidt og er blevet lidt blødt. Det er en smagssag.
1 æg, let sammenpisket med 2-3 spsk vand 
1 pose ris eller tørrede bønner


Mel og salt kommes i en skål. Smørret gnides ind i melet - brug fingrene. Fortsæt, til konsistensen er som revet parmesan. Tilsæt æg, blandet med vand og ælt til en dej. Tilsæt mere vand eller mel efter behov - dejen skal kunne slippe både skål og fingre - den må ikke være klistret. I en perfekt verden stilles dejen i køleskabet i tyve min, inden den rulles ud. I min verden stiller jeg den på køl, hvis der er tid. Hvis ikke, ruller jeg den ud med det samme og får stadig et tilfredsstillende resultat.
Dejen rulles ud med kagerulle, til en cirkel der ser ud til at være ca. 1-2 cm bredere end tærteformen (som er blevet smurt med - mmmm - lækkert smør). Dejen lægges i formen, og med fingrene sørger man for at trykke dejen mod formen, så der ikke er luft imellem dej og form. Prik bunden med en gaffel. Et stykke bagepapir lægges over bunden og ris/tørrede bønner fyldes i, så bunden ikke bobler op under bagning. Jeg har en pose med brankede ris, som jeg har brugt til tærtebagning i laaaang tid. Der er jo ingen grund til at spilde en hel pose ris eller bønner hver gang!
Tærten forbages ca. 20 min ved 200 grader. Bunden kan eventuelt laves om formiddagen - hvis man for eksempel er på barsel og baby tager en lur - og bages færdig med fyld senere på dagen. 



Fyld

1-2 laksefileter, af ca. 125 g per styk
Olivenolie
Peber
1 broccoli, i buketter 
5-6 æg
2-2 1/2 dl fløde


Læg laksen i et ovnfast fad (eventuelt med bagepapir i bunden, så den er nemmere at rengøre). Hæld en spsk olivenolie over og drys peber på. Bag 10-15 min i ovnen ved 200 grader. Brug en gaffel til at dele laksen ud i små portioner. 
Broccoli koges 5-7 minutter. Jeg tager gerne et par buketter fra, så jeg har "gnave-grønt" til Almas frokost dagen efter. 
Æg, fløde og lidt peber piskes sammen i en skål. Jeg har skåret kraftigt ned på salt i madlavning, efter vi fik Alma, for at skåne hendes nyrer. Men har man lyst, tilsætter man bare lidt salt.
Laks og broccoli fordeles i tærtebunden og æggeblandingen hældes over. Æggemassen skal helst dække det meste af fyldet, ellers kan man lige piske et æg mere. 
Tærten bages 25-30 minutter ved 200 grader. Hold øje med den jævnligt, så den bliver gylden, frem for brændt. Tjek med en kniv, om æggemassen er fast, ellers skal den tilbage i ovnen.
Server eventuelt med en salat eller lækre salte oliven.
Velbekomme.

Køb økologisk - godt for kroppen, godt for planeten!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar