mandag den 12. marts 2012

Tarteletter med Quorn i asparges - vegetarisk udgave af dansk klassiker

                                         Ikke just en elegant ret, men godt smager den!

Selvom man ikke spiser kød, findes der i dag så mange gode kød-agtige vegetarprodukter, så man sagtens kan lave diverse gode gammeldags danske retter (min kæreste laver for eksempel en fantastisk gang vegetarboller i karry). Disse produkter gør det også lidt nemmere at lave mad, hvis man er en vegetar og en kødspiser der bor sammen. 

Selv er jeg semi-vegetar (lever overvejende vegetarisk, men spiser fisk og skaldyr), men elsker "mormor-mad". Jeg vil gerne have, at min datter lærer både moderne og udenlandske madkulturer at kende, men samtidig synes jeg også, at hun skal have kendskab til Danmarks mad-skattekammer. Produkter som blandt andet Hälsans Kök og Quorn gør, at jeg kan lave disse retter til min datter, uden at skulle stå og røre ved kød. Det smager i øvrigt ret fantastisk, skal jeg hilse og sige fra både min kæreste og diverse tilfredse middagsgæster, som for eksempel tartelet-connoisseuren Johanne.  

Man kan vælge at bage sine egne økologiske tarteletter, hvis man har tid. Det havde jeg ikke lige, så kæresten blev sendt i netto efter de klassiske pakker lettere skrøbelige og overhovedet ikke økologiske tartelet-skaller.
Opskriften her er super-nem og det tager ikke mere end en halv time at lave. Jeg serverer ofte tarteletterne med kogte grønne bønner, for dem er Alma som regel helt vild med. Jeg koger lidt ekstra, så hun kan få lidt grønt med i madpakken.

Inden jeg går i gang med tarteletfyldet, sætter jeg vand over til bønnerne.

Min smukke assistent - at skulle lave mad og underholde Alma på samme tid resulterede næsten i, at tarteletfyldet brændte på. Det er ikke altid nemt at multitaske, selvom man er kvinde!

 Ingredienser

75 g smør
4 spsk (med top på!) hvedemel 
6 dl mælk
1 dåse aspargessnitter - hæld ikke vandet fra!
1 pose Quorn-stykker (kan blandt andet købes i Irma og SuperBrugsen). Hældes gerne frosne i saucen.
1-2 pakker tarteletter (køb eventuelt så der er til dagen efter)
1 pose grønne bønner

Køb økologisk - det er bedre for din krop og bedre for miljøet.

Smør varmes op i en gryde. Når det er smeltet, tilsættes 1 spsk mel og der piskes. Tilsæt  resten af melet på samme måde, 1 spsk ad gangen. Tilsæt derefter mælk lidt ad gangen og pisk, så saucen ikke bliver klumpet. Tilsæt lidt ad gangen vandet fra asparges, mens der piskes. Tænd ovnen på 200 grader. Kom aspargessnitterne samt Quorn-stykker i saucen og varm igennem ved moderat varme. Varm tarteletterne i ovnen, et par minutter. Fyld sauce i skallerne og servér med grønne bønner til. 
Dagen efter kan der evt. tilsættes lidt mælk til saucen, hvis der ikke er helt nok tilbage til hele familen.
Velbekomme! 

Det kan være svært at finde den rette teknik, når man spiser tarteletter. Så er det godt, at det er i orden at "svine" lidt, når man stadig er lidt ny på planeten :)



Ingen kommentarer:

Send en kommentar